>> Tilbage til forsiden
Foredrag med medie- og grafisk designer fra Holland
Den 1. december havde Spinderihallerne besøg af den talentfulde kunstner og grafiske designer Roel Wouters fra Holland. Han er især kendt for sine kreative musikvideoer og hans arbejde med kreative designløsninger til det moderne digitale samfund.
Foredraget i Spinderihallerne var yderst velbesøgt, og der vil snarest blive lagt en film ud med sammenklip fra oplægget.
Om Roel Wouters:
Roel er en meget konceptuel grafisk og mediedesigner. Han har læst grafisk og typografisk design ved KABK Den Haag og har senere taget en kandidatgrad ved Sandberg instituttets design afdeling.
Roel udtrykker sig i såvel dynamiske medier, som installationer og prints. Hans designs reflekterer oftest de vaner og den teknologi vi benytter os af i dagligdagen. Han ynder at udfordre disse vaner ved helt eller delvist at pille dem fra hinanden og bygge dem op igen på nye anderledes måder.
Sammen med Luna Maurer, Jonathan Puckey og Edo Paulus har han forfattet ”The Conditional Design Manifesto” et manifest det opfordrer til design for processen frem for resultatet og som tydeligt afspejles i hans arbejde. De seneste par år har han undervist i interaktivt og grafisk design på Gerrit Rietveld akademiet, Sandberg instituttet, Yale, og Piet Zwart Instituttet.
Hans arbejde har været fremvist og udstillet mange steder rundt i verden og han har gennem årene vundet adskillige både internationale og nationale priser for sit arbejde.
På Roels hjemmeside www.Roelwouters.com kan du se og læse meget mere om hans arbejde.
Designforedrag i Spinderihallerne
Spinderihallerne holder løbende foredrag med nationalt og internationalt anerkendte designere, som fortæller om deres arbejde, inspiration og drivkraft. Foredragene er åbne for alle og har til formål at udvide den professionelle horisont for folk i den kreative branche. De holdes om morgenen, så man kan tage den kreative energi direkte med videre på arbejde. Foredragene arrangeres af Designandelen og er et samarbejde med Lynfabrikken i Århus.