Kedelbygningen 

Den historiske kedelbygning ved Spinderihallerne er omdannet til et nyt Laboratorium for teknologi, design, leg & læring. Der er plads til i alt 15-20 mikrovirksomheder, der laver produkter eller oplevelser til børn og unge, og vi har stadig plads til få nye virksomheder!

Oplev Kedelbygningen (film)
Mød Lableder og hør om vores Fab Lab (film)

Kedelbygningen nomineret til RENOVER-prisen 2016 (film)

Visioner for Kedelbygningen
Visionen er at skabe et stærkt udviklings- og vidensmiljø med fokus på design og produktudvikling til børn, metoder for børn som designpartnere og viden om inddragelse af børn i designprocesser; et Laboratorium for teknologi, design, leg & læring. 

Her skal udviklere i virksomheder, fremtidens forbrugere, lærere, pædagoger og andre med et iværksætter- og opfindergen mødes og udvikle på nye produktkoncepter og services. De kommer i Kedelbygningen fordi de her kan få design- eller forretningssparring og hjælp til at bruge og eksperimentere med nye teknologier. Rådgivningen skal bl.a. komme fra virksomheder i Kedelbygningen og Spinderihallerne, forskere, kunstnere og ikke mindst kreative "FabLab-miljøer” andre steder i Europa.

Laboratorium for teknologi, design, leg & læring  
Det unikke ved Kedelbygningen er, at de virksomheder der flytter ind, får adgang til flere store netværk med direkte kontakt til både offentlige kunder og andre virksomheder med kendskab til markedet for leg & læring, som f.eks. spil- og app-udviklere, designere af tøj til ”tweens”, virksomheder der skaber madoplevelser, interiør til skoler og daginstitutioner, eller som arbejder med sociale medier og digitale læremidler og undervisningsformer. Altså virksomheder der udvikler med fremtidens forbrugere for at få inspiration til fremtidens løsninger!

I laboratoriet i Kedelbygningen kan virksomheder eksperimentere med prototyper og få inspiration til deres produktideer fra potentielle unge brugere, lærere, kunstnere der er optaget af teknologi, forskere med viden om børn som medskabere i deres produktudvikling etc. Her kan de også bruge/lære om de nyeste teknologier til prototyping som laserskærer, 3D scanner og 3D printer og teste deres koncepter med brugerne.

Netværk omkring Kedelbygningen
Siden 2009 har Spinderihallerne, sammen med SDU, Arkitektskolen Aarhus og en række virksomheder og oplevelsesinstitutioner i Kids n’Tweens-netværket, skabt et stærkt udviklings- og vidensmiljø med fokus på design og produktudvikling til og med børn og unge, hvor virksomheder, brugere og forskere har udviklet nye produkt- og servicekoncepter og metoder til at inddrage børn og unge i designprocesser.

Spinderihallerne har også et strategisk partnerskab med CAVI, Aarhus Universitet, Transformative Learning Technologies Lab, Stanford University, UC VIA, UCL m.fl. Partnerskabet har fokus på udvikling af undervisningsmidler og opbygning af laboratorier/eksperimenterende læringsmiljøer, der fremmer ”prototyping og entreprenørskab" i grundskolen i et koncept kaldet FabLab@SCHOOLdk. Metoderne udvikles i samarbejde med forskerne og foreløbig 16 skoler i Aarhus, Silkeborg og Vejle.

Vil du være med?
Vil du vide mere om Kedelbygningen, og har du lyst til at være med til at realisere vores visioner, så kontakt Katrine Holm Kanstrup på  KAHKA@vejle.dk

Læs mere her, hvis du er interesseret i at høre mere om LEJE AF KONTORPLADS I KEDELBYGNINGEN! 
 
Åbent FabLab Vejle: Vi har etableret "FabLab" faciliteter i stueetagen i Kedelbygningen, og vi har åbent FabLab for alle interesserede hver tirsdag kl. 14.00-20.00 (undtagen i ferier). www.spinderihallerne.dk/event/aabent-fablab-i-spinderihallerne. 

Mere information om FabLab aktiviteter
FabLab@SCHOOLdk
: Du kan læse mere om konceptet FabLab@SCHOOLdk  på siden www.fablabatschool.dk  

Fakta: Vejle Kommune er bygherre og ombygningen af Kedelbygningen er sket i partnerskab med Realdania, der også støttede ombygningen af Spinderihallerne. Schmidt Hammer Lassen Architects, der stod for omdannelsen af Spinderihallerne, har været arkitekter på projektet. Kedelbygningen blev officielt indviet 24. juni 2015.  

Read more about the Boiler Building in English here (pdf)

The Boiler Building
The Boiler Building