PechaKucha

PechaKucha findes i mere end 1000 byer verden. Her mødes kreative sjæle til Pecha Kucha Night for at inspirere hinanden og snuse til andres tanker og ideer. I Vejle finder PechaKucha Night sted 4 gange om året i Spinderihallerne.

PechaKucha er japansk for snik-snak og navnet på et globalt præsentationsformat, der ikke levner tilhørerne mange chancer for en lille lur!

En PechaKucha præsentation varer nemlig kun 6. minutter og 40 sekunder og tempoet er højt med kun 20 sekunder til hver af de i alt 20 slides, oplægsholderen har til rådighed. Formatet er krævende, men også en fantastisk øvelse i at skære sit budskab ind til benet. Vi har alle prøvet at falde i søvn til endeløse power point præsentationer, og det er på den baggrund, at PechaKucha formatet er udviklet af en gruppe arkitekter bosiddende i Japan.

Og hvad kan oplægsholderne så finde på at præsentere? De korte præsentationer tager altid udgangspunkt i oplægsholderens egne passioner, og har som regel altid et kreativt indhold eller en finurlig vinkel på noget velkendt: et tegneserie-projekt, havedyrkning, design af genbrugstøj, fotografi, sprog, cykling, sko, bøger – alt, hvad der giver dit liv mening og kolorit, med andre ord.

Formålet med de fire årlige PechaKucha arrangementer i Spinderihallerne er gensidig inspiration og muligheden for at møde nye mennesker. Måske du finder en ny partner til et sjovt projekt eller en ny ven. Stemningen er aldeles uformel og der er altid uforbeholden opbakning til de 6-8 oplægsholdere, der vover pelsen på scenen i løbet af aftenen.

PechaKucha

PechaKucha er et globalt brand og fænomen med mere en 1000 medlemsbyer over hele verden – herunder Vejle. I Vejle afholdes de fire årlige events i et samarbejde mellem Spinderihallerne og en gruppe internationale og lokale borgere. Præsentationerne veksler mellem dansk og engelsk, alle er velkomne både som oplægsholder og publikum.