Spinderihallerne præsenterer Vestbyens Torv

Det kommer til at summe af liv og sommerstemning, når Spinderihallerne omdanner udenomsarealerne til Vestbyens Torv. I sommerferiens uge 27, 28, 29 og 30 vil torvet danne ramme om live musik, banko, open air bio, madboder og meget mere.

Sommer i Spinderihallerne

Området omkring Spinderihallerne får denne sommer et helt nyt navn. Vestbyens Torv præsenterer hver torsdag, fredag og lørdag levende musik, stand-up, banko og open-air bio. Der vil også være hyggelige lounge-områder, og forskellige madboder, hvor man kan købe med mad og drikke. Vestbyens Torv bliver i det hele taget et stort omdrejningspunkt for sommerprogrammet. Aktiviteterne er gratis, og det er håbet, at både lokale borgere og turister vil finde vej til de gamle Spinderihaller i Vestbyen.

“Vi vil rigtig gerne være med til at udvikle det lokale sammenhold her i Vestbyen og derfor prøver vi i sommerferien, at tilbyde forskellige aktiviteter i og omkring Vestbyens torv, hvor vi kan samles på tværs af generationer, hygge os og nyde sommeren. Det håber vi, at naboerne i Vestbyen har lyst til at komme og tage del i”, fortæller Anne Schødts, der er chef for Spinderihallerne.

Som noget helt nyt holder Spinderihallerne åbent i sommerferien. Og det kommer ikke til at gå stille for sig. Der er nemlig planlagt et omfattende program med aktiviteter for hele familien - ude såvel som inde. I Passagen bliver der etableret en kæmpe sandkasse, og der vil også være mulighed for at spille minigolf. Genbrug og bæredygtighed er en del af Spinderihallernes DNA, og det er derfor også helt naturligt, at afholde loppemarked som en del sommeraktiviteterne. Det foregår hver lørdag, og alle kan købe en standplads - det koster 20 kroner som købes via Spinderihallernes hjemmeside. Caféen inviterer indenfor til de velkendte og populære fællesspisninger hver tirsdag.

Live musik og banko

På Vestbyens Torv er der hver torsdag, fredag og lørdag et fast program, som byder på livemusik, DJ, stand-up og open mic, banko og ikke mindst open air biograf, hvor der vises forskellige danske klassiskere.

“Vi vil gerne lave et område, der indbyder til hyggeligt samvær og afslappet stemning for alle aldre. Derfor har vi også både gamle filmklassikere, stand-up komedie og banko på programmet. Der er noget for enhver smag”, forklarer Lennarth Højgaard, der er eventansvarlig i Spinderihallerne.

Det danske sommervejr kan som bekendt være noget drilsk, og der er derfor også lagt vægt på at lave et alsidigt program, der giver mulighed for aktiviteter både ude og inde. Og med Spinderihallernes godt 13.000 m2 under tag så er mulighederne for aktiviteter i tørvejr mange.

“Er vejret godt, er der mulighed for at man kan nyde vores udearealer omkring caféen, aktiviteterne på scenen ved Vestbyens torv og Byhaverne. Skulle vejret drille, så er der masser af plads til sjove indendørsaktiviteter, en tur på kulturmuseet, et besøg i vores FabLab eller en rundtur med guide i de gamle bomuldsspinderier”, forklarer Anne Schødts.

Vestbyens Torv åbner torsdag d. 8/7 kl. 16 med levende musik. Fra kl. 16.30 - 17:30 er der gratis øl og pølser til de første 100 gæster.

Læs hele det detaljerede program her