Ny innovationschef i Vejle Kommune/Chef for Spinderihallerne

Vejle Kommune har ansat Anne Schødts som ny innovationschef og chef for Spinderihallerne. Hun har i hele sin karriere haft fokus på velfærdsudvikling og offentlige-private partnerskaber omkring design og innovation.

Ny chef for Spinderihallerne og Innovationschef i Vejle Kommune, Anne Schødts.
Ny chef for Spinderihallerne og Innovationschef i Vejle Kommune, Anne Schødts.

 

Anne Schødts kommer fra et job som chefkonsulent hos Genitor Konsulenthus og har tidligere arbejdet som design- og innovationskonsulent og senest som udviklingschef i Kolding Kommune. Hun har også en fortid som ledelseskonsulent i Energinet.dk

Anne Schødts har en baggrund som kandidat i erhvervsøkonomi og filosofi fra Copenhagen Business School og har siden videreuddannet sig inden for bl.a. design, innovation og velfærdsteknologi.

Hun er også forfatter til bogen: ”Kærlig hilsen fru Hansen – den offentlige sektor tilbage til virkeligheden”, som bl.a. er en guide til at udvikle den offentlige sektor med design som proces og metode. Vejles nye innovationschef har også et stort netværk og er en efterspurgt oplægsholder og debattør.

Kommunaldirektør Niels Ågesen glæder sig til at byde kommunens nye innovationschef velkommen.

- Vi får med Anne Schødts en yderst kompetent og stærk chef for dette meget vigtige område. Hun kommer med erfaring fra både det kommunale og fra den private sektor og har stor erfaring inden for innovation og samskabelse.
-  Hun vil derfor både kunne videreudvikle Spinderihallerne i respekt for vores DNA og samtidig sætte en retning for et stærkt samspil mellem den kommunale organisation og erhvervslivet om at løse fremtidens udfordringer.

Anne Schødts glæder sig til at begynde i det nye job 1. januar.

- Vejles stærke fokus på de kreative erhverv og Spinderihallernes som smeltedigel for ægte samskabelse er fuldstændig i tråd med det, jeg tror på er ingredienserne i at skabe bæredygtig innovation og udvikling af vores samfund.
- Vi skal blive bedre til at se en kommune som et samfund med mange ligestillede aktører. Vi skal bruge hinanden meget mere på kryds og tværs af det offentlige og private, erhvervslivet og civilsamfundet, og vi skal bruge den skaberkraft, der er i de mange lokale ildsjæle, understreger den nye innovationschef.

Anne Schødts, der er 43 år, bor i Kolding med sine to børn.

 

Kontaktpersoner:

Kommunaldirektør Niels Ågesen, tlf. 20 45 25 33

Anne Schødts, ny innovationschef, tlf. 42 77 50 11