Vejle håndplukket til stort EU-projekt om plastik

Som den eneste kommune i Danmark er Vejle udvalgt til være med i EU-projektet Reflow, som skal bane vejen til at minimere forbruget af plast og forvandle plastaffald til en ressource. Kommunen får knap 3,8 mio. kr. af EU til projektet, som skal gennemføres i Vestbyen i Vejle.

Hvordan kan vi minimere forbruget af plast og øge genanvendelsen ved, at vi udvikler og designer nye løsninger, så vi undgår at bruge så meget plast?

Det er noget af det, EU-projektet Reflow skal forsøge at finde svar på. Bag projektet er EU's Horizon2020, som er et af verdens største programmer for forskning og innovation. I Danmark er den drivende kraft bag projektet Copenhagen Business School, CBS.

Projektet handler om at benytte design- og prototype-tænkning fra udviklingslaboratorier rundt omkring i Europa til at imødegå specifikke affaldsudfordringer i et byområde.

Vejle i fint selskab


I alt seks byer er med i projektet. Ud over Vejle er det Amsterdam, Berlin, Milano, Paris og Cluj-Napoca (Rumænien). Hver by har fokus på en særlig affaldsudfordring: Vejle altså plastik.

Projektet skal gennemføres i Vejle Vestby sammen med beboere, som tidligere har vist stor interesse for at gøre noget ved plastudfordringen. Derudover er tilknyttet en række andre aktører bl.a. FABLAB i Spinderihallerne samt små og mellemstore virksomheder.

 - Der er ingen tvivl om, at plast er en kæmpestor udfordring. Det er hele verdens problem. Derfor er jeg stolt over, at vi er med på europæisk plan. Det er godt, hvis vi kan være med til at finde løsningerne og lære andre om, hvordan vi får mindre spild og bliver bedre til at genbruge det som en ressource, siger formand for Natur- og Miljøudvalget Karl Erik Lund.

 Vejle fører an på landsplan


- Vejle er bl.a. udvalgt på grund af, at byen er en af 100 resiliente cities verden over, men også på grund af generelt gode erfaringer med genanvendelse. I Vejle kommune har borgerne for længst taget affaldssortering til sig og derfor bliver mere end 60 procent af husholdningsaffaldet genanvendt i dag. Det er allerede 10 procent over regeringens mål for hele Danmark i 2022, hvor 50 procent af affaldet skal genanvendes. Den stærke platform skal vi naturligvis bygge videre på, siger områdechef i Teknik & Miljø Jørgen Chris Madsen.

 Vejle Kommune er kommet med i projektet på en ansøgning fra Spinderihallerne. Innovationschef Lene Lawaetz forklarer, hvorfor hun så Vejle som oplagt deltager i projektet:

Politisk fokus på resiliens er en løftestang

- En af Vejles styrker er, at vi kan løse udfordringer sammen og prøve tingene af og justere lokalt, før vi sender noget ud i verden. Og vi havde allerede set, at der er potentiale, gejst og kraft konkret i forhold til plastikudfordringen, bl.a. fordi der er en gruppe borgere i Vestbyen, der virkelig gerne vil noget på det område. Derudover var det en løftestang, at der er politisk fokus på resiliens. Og helt konkret kan vi i Spinderihallerne bidrage med de muligheder, vi har inden for design, udvikling, 3D-printere og andre innovative tiltag, forklarer hun.

 

Fakta

  • EU-projektet Reflow starter 1. juni 2019.

  • Projektet varer tre år og er fuldt ud EU-finansieret med et samlet budget på ca. 75 mio. kroner. Vejle får 3,8 mio. kroner.

  • Der skal ansættes en projektkoordinator, som skal styre projektet sikkert i mål.

CBS har et nationalt og et tværnationalt uddannelsescenter/forskningsmiljø tilknyttet til at understøtte processen. Det er bl.a. Dansk Designcenter og DYNE fra Holland, som arbejder med sensorbaseret teknologi. Derudover er FABLAB i Spinderihallerne en vigtig del af projektet.

 

Kontakt

Innovationschef Lene Lawaetz: 5150 1157

Områdechef Jørgen Chris Madsen: 4036 9170