Corona skub­ber til den digi­tale omstil­ling

Mette Ullersted og Playmakers holdt fredag den 20. marts det første gratis webinar af tre, hvor de delte ud af deres viden om og erfaringer med at facilitere onlinemøder. Med corona over os skal der tænkes nyt - nye måder at drive sin forretning og arbejde sammen. Onlinemøder er en del af svaret på det store spørgsmål: Hvordan driver vi vores virksomheder uden at kunne møde kunderne?

Online webinar

Mette Ullersted er indehaver af facilitatorvirksomheden Playmakers, som lever af at lede processer, møder og konferencer af enhver art. Playmakers har ligesom tusinde af virksomheder fået vendt op og ned på hverdagen, som normalt består i at være sammen med mennesker. Fælles for dem og mange andre konsulenter er at deres kalendere er ryddet - møder og opgaver er aflyst og udsat.

Men hvor mange andre er sat ud af spillet og skal genopfinde sig selv online pga. corona-virussens begrænsninger, var Playmakers på forkant med udfordringerne. Samtidig med at Danmark lukkede ned, udgav Mette Ullersted sammen med Katrine Kent bogen og kurset ”Facilitering af onlinemøder”.

”Som Playmakers – eller facilitatorer - har vi mødet mellem mennesker fuldstændig integreret i vores DNA. Og i en tid hvor mange ting bliver digitale, var det oplagt at undersøge, hvordan vi kunne overføre de greb, der gør møder effektive og værdiskabende, til greb der fungerer når mødet foregår på en skærm. Bogen om facilitering af onlinemøder har faktisk været undervejs i et år. Og det var helt tilfældigt, at vi lancerede den og kurset i facilitering af onlinemøder den 11. marts. Samme dag som Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.”

Siden lanceringen har Mette Ullersted modtaget mange henvendelser fra virksomheder, ledere i det offentlige, samarbejdspartnere og andre konsulenter, som efterspørger viden om, hvordan de bliver bedre til at drive onlinemøder, onlinekurser osv.

På baggrund af de mange henvendelser har Mette sammen med flere andre Playmakers besluttet sig for at dele ud af deres viden. De har arbejdet intenst og udviklet tre gratis webinarer af en times varighed om hhv. PowerPoint-præsentationen til onlinemødet, hvordan man underviser online og endelig de tre største problemer med onlinemøder.

”Vi var samlet til vores årlige udviklingsseminar på Ørslev Kloster, da corona-situationen pludselig ændrede vores tilværelse. Og vi spurgte os selv og hinanden, hvordan vi kunne stille vores viden og kompetencer til rådighed for at hjælpe de mange, som skulle i gang med at arbejde hjemmefra. Det kom der altså tre gratis webinarer ud af,” lyder det fra Mette Ullersted.

En situationsrapport fra det første webinar

Det første webinar tager os på en time igennem, hvordan man laver en god PowerPoint til onlinemøder og eller -undervisning. Playmakerne Mette Ullersted og Christina Hemmingsen fører os gennem webinaret fra hver sin adresse og præsenterer på skift fra hver sin skærm. Alt imens de deler ud af deres viden og erfaringer. Vi får tips og tricks til at undgå brølere og kan stille spørgsmål undervejs i chatten. Mette læser løbende spørgsmålene op og stiller dem til Christina. Begge svarer, imens Christina gennemgår sin PowerPoint. Det hele er live og virker rigtig fint i Zoom. Selvom det er online, er det stadig meget autentisk med små tekniske skønhedsfejl. Det er en god oplevelse at opleve, hvordan der deles på kryds og tværs. De 60 minutter er meget hurtig gået.

Efter webinaret var de to facilitatorer glade og lettede, og det lyder fra Christina Hemmingsen:

”Selvom man er en garvet facilitator, kan det godt give sommerfugle i maven at skulle give 400 mennesker noget brugbart med sig hjem. Der er kæmpestor forskel på webinarer og møder. For til et møde ved man, hvem der er til stede, og kan arbejde med at engagere hver enkelt i det, man mødes om. Modsat en online live-situation."

 

Du kan tilmelde dig webinaret torsdag den 26. marts kl. 14-15.00, og få adgang til de tidligere webinarer ved at tilmelde dig her: https://landing.metteullersted.dk/onlinemoedergratiswebinar/

Mette Ullersted startede sin virksomhed i Spinderihallerne i 2011, og er i dag en del af virksomhedsmiljøet F16 Workspaces, på Fredericiavej i Vejle.

 

  • Majbritt Chambers

    Udvikling og entreprenørskab

    Send e-mail
    telefon 30 57 66 12